”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne,
men især efter at tale profetisk.”

Sådan starter Paulus’ kapitel fjorten i hans første brev til menigheden i Korinth. De stod ikke ligefrem tilbage i brugen af nådegaverne. Tværtimod havde de brug for mere orden og struktur. Det kan man ikke sige om os i dag.
Vi har nok mere brug for at genopdage Helligåndens gaver, både i menighedens store og mindre fællesskaber samt i vores dagligdag.

Vi har et ønske om at se nådegaverne i funktion i Livets Kilde, at se Helligåndens liv og bevægelse i både krop og sjæl, samt at vi må høre Helligånden tale ind i vores liv og mange forskellige livssituationer.

I det følgende vil vi give udtryk for nogle af vores tanker og forståelse af en sund kultur, hvad angår det profetiske og Helligåndens liv og bevægelse i menigheden.

Bibelen er på mange måder vores manual, når det kommer til det profetiske eller til de gaver, der er iværksat af Helligånden, men man kan ikke slå alt op i Bibelen.
Vi lærer, mens vi vandrer med Herren, og lytter til ham og har et ønske om, at Helligånden vil åbne vores øjne og forståelse, så vi på den bedste måde kan tjene både Guds rige og vores medmennesker her i tiden.

Menigheden må være et trygt sted, hvor der er plads til at træde ud i tro, også når det gælder det profetiske eller de andre nådegaver. Et godt sted at starte med at tjene hinanden er i connect-gruppen i det mindre fællesskab, hvor vi mødes i løbet af ugen.

Ingen er fejlfrie, vi kan sige noget, som er forkert, eller fornemme eller høre noget, som kommer ud af vores egne gode ønsker eller følelser. Derfor er det godt at vide sig elsket og at stå under en andens lederskab og ansvar.

Discipelskab er en vandring og en læring, der gerne skal føre til vækst og modenhed. Derfor er det vigtigt, at man arbejder sammen med andre i fællesskabet, der både kan lære og hjælpe undervejs, og at man ved, at det bliver bedømt - og ikke fordømt!

Det rette motiv for at tjene

Jesus kom for at tjene, for at Faderen skulle ses gennem ham. Der står om ham, at ”han tog tjenerskikkelse på”. Da han vaskede disciplenes fødder, sagde han til dem, at ”han havde givet dem et forbillede, for at de skulle gøre, ligesom han havde gjort mod dem.”
Jesu liv og tjeneste er vores forbillede. Ligesom han elskede mennesker, må vi elske de mennesker, vi ønsker at tjene.

Vores opgave er ikke at styre og kontrollere mennesker, men at tjene dem. Vores motiv for at tjene i Helligåndens gaver må ikke udspringe af det at blive set eller bekræftet af andre mennesker, men det må udspringe af det, vi allerede er i Kristus, og af kærlighed til ham samt kærlighed til mennesker, vi ønsker at tjene.
Alle gaver, der er givet af Helligånden, er rodfæstet og grundfæstet i Kristus. Så alt, hvad vi gør og siger, må ophøje ham og bringe ære til ham.

Gaver, som tjener til at opbygge menigheden

Når Paulus taler om nådegaverne, der er givet til menigheden, taler han ofte om, at de er givet til opbyggelse, at alting skal være til opbyggelse.

Et nøglevers til forståelse af profeti finder vi i 1. Kor. 14, 3: ”Den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst.”

En profeti må så at sige efterlade mennesker med disse elementer - et håb for fremtiden. Hvis det profetiske ord kun bringer dom, frygt eller forvirring, er det ikke fra Gud.

Forskellen på gammel- og nytestamentlig profeti

Under den gamle pagt virkede profeterne som Guds mundstykke, de måtte ikke være fejlbare, men de måtte kun profetere det, som Gud talte til dem – ellers var de falske profeter. Der står for eksempel om profeten Samuel, at han ”voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden. Og hele Israel fra Dan til Be’ersheba forstod, at det var betroet Samuel at være profet for Herren.” (1. Sam. 3, 19-20).

”…Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner…” - Joels bog 3, 1

I det Nye Testamente (og dermed under den nye pagt) tager Helligånden bolig i alle, som tror på Jesus. Paulus skriver for eksempel, at ”alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn”, og ”I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer”.

Guds Ånd er i os og over os. Det er ikke sådan, at når vi profeterer, så er enten det hele rigtigt eller forkert. Men det skal prøves, og den del, som er god, skal vi holde fast i. “Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode.” (1. Tess. 5, 19-21).

Vi lever ikke længere under den gamle pagt, og forskellen er nu, at alle i menigheden, efter Helligåndens udgydelse på Pinsedag, har mulighed for at profetere (1. Kor. 14, 31). Vi er ikke ufejlbarlige, men her er der plads til at fejle (høre forkert), og vi må prøve/ bedømme det ord, som gives.

Kundskabsord kan handle om fortid og fremtid, mens profeti i Bibelen altid handler om fremtiden. I det Gamle Testamente sagde man; ”Så siger Herren”. Beviset på, om det profetiske budskab var fra Gud, kom til udtryk i, om det profeterede gik i opfyldelse.

I dag skal vi passe på med at sige, at ”Gud har sagt…”, da ingen, som taler profetisk, er fuldkomne. Det er for eksempel bedre at sige, at ”jeg fornemmer, at Helligånden siger…”

Vi alle må være ledt af Helligånden

Profeti kan have en vejledende og bekræftende funktion. Profeti er ikke beregnet til at erstatte den personlige ledelse, som Gud vil give alle sine børn. Ingen er forpligtet til at adlyde en profeti, - uanset hvem den kommer fra, men den må bekræftes af et indre vidnesbyrd.

Retningsgivende profetier bør ikke stå̊ alene. Hvis ordet er af forudsigende karakter og måske angår vigtige valg i dit liv, er det vigtigt, at du selv hører fra Gud og erfarer Guds fred i valget, du foretager. I langt de fleste tilfælde er et personligt profetisk ord en bekræftelse på det, som Helligånden allerede havde talt til dig - eller det kan gøre os åbne for nye muligheder, som Gud efterfølgende kan bekræfte på forskellige måder.

”…i tillid til de profetier, der engang lød over dig, for at du med støtte i dem skal stride den gode strid, med tro og god samvittighed…” 1 Tim 1, 18-19

”Den, der har øre, skal høre”

Da Jesus sagde dette, mente han ikke kun vores fysiske øre, men da vi blev født på ny, gav Gud os ved Helligånden åndelige ører, der kan høre, hvad han siger til os i dag. ”Mine får kender og hører min røst”, siger Jesus. Han har givet os evnen/gaven til at høre fra ham, hvis vi vil begynde at lytte!

En fornyet bevidsthed

Må vi få en fornyet bevidsthed om, at Gud kan tale profetisk gennem os til andre mennesker, mennesker vi møder i vores hverdag og i menigheden. Må det være naturligt for os, og må vi være frimodige og tale ord af opmuntring og opbyggelse inspireret af Helligånden, med udgangspunkt i Bibelen, som blev skrevet inspireret af Helligånden.

Vi behøver ikke altid et andet menneske til at tale profetisk til os. Men må vi være i forventning til, at Helligånden taler profetisk til os, når vi læser og lytter til Guds ord.

- tekst: Frank Ahlmann