Fællesskabsmåltid

I de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) og i Første Korintherbrev er fællesskabet et grundlæggende element i nadveren.
Nadveren finder sted i kontekst af den fysiske forsamling, om det er en lille forsamling i et hjem eller i en større offentlig forsamling. I nadveren forbindes vi med hinanden åndeligt og symbolsk ved at spise og drikke af det samme brød og den samme vin. Men det er først og fremmest fællesskab med Kristus, som har givet os sit legeme og blod. Desuden er der fællesskab med den historiske kirke, der har praktiseret nadveren siden begyndelsen og fællesskab med den universelle kirke, som vi alle er del af.

Pagtsmåltid

I de synoptiske evangelier og i Første Korintherbrev indstifter Jesus under påskemåltidet den nye pagt. Nadveren er ikke pagten selv, men et symbol på pagten, på samme måde som en vielsesring er et symbol på ægteskabet. Nadveren føjer intet til den nye pagt ved Jesu død og opstandelse, men fornyer og stadfæster den på samme måde som segl eller en underskrift på en erklæring.

Mindemåltidet

I Lukasevangeliet og i Første Korintherbrev fremgår det, at nadveren skal fejres til ihukommelse af Kristus. I nadveren mindes vi, hvem Kristus er, og hvad han har gjort gennem sit liv, død og opstandelse, men vi minder også Gud om de løfter, han har givet os i sin søn. Vi skal fejre nadver til minde om Kristus, indtil han kommer. På den måde forbinder nadveren fortiden, nutiden og fremtiden.

Det, der skete i fortiden ved korset, aktualiseres i nadveren, taler til vores nutid og peger frem mod vores fremtid, hvor Jesus kommer igen. Guds fortid indhenter os i nadveren, og Guds fremtid møder os i nadveren.

Forkyndelse

I Første Korintherbrev siger Paulus, at der i nadveren sker en forkyndelse. Det sker i ord, når nadverteksten læses, men også i drama der udføres i handlingen. Brødsbrydelsen peger tilbage på korset, hvor Kristi legeme blev brudt. Indtagelsen af elementerne peger hen på, at vi får næring af Kristus og indgår i en enhed med ham. Nadveren er ikke alene synlige tegn på en åndelig virkelighed, men også en synlig forkyndelse, og Helligånden er fuldt ud i stand til at arbejde gennem brød, vin og handling på samme måde, som Helligånden arbejder gennem ord i prædikenen.

Åndelig enhed med Kristus

Johannesevangeliet og Første Korintherbrev gør det tydeligt, at der i nadvermåltidet opnået enhed med Kristus. Spørgsmålet om hvori denne enhed består, eller hvordan Kristus er til stede i nadveren, var central for 1500-tallets reformatorer. Med baggrund i reformationens debat udsprang overordnet set fem forståelser af Kristi nærvær i nadveren, som tilsammen udgør det spektrum, hvori "Livets Kildes" nadverteologi er placeret…

Nadversyn gennem kirkehistorien

Katolsk kirke
I den ene ende af spektret er den katolske kirkes transubstantiationslære iflg. hvilke brødet og vinens substans bliver forvandlet til Kristi fysiske legeme, selv det udadtil fremstår som brød og vin.

Luthersk
Dernæst følger på dette spektrum den lutherske position kaldet konsubstantiation, som tror på realpræsens, hvor Kristi fysiske blod og kød er til stede i elementerne, selvom elementerne ikke undergår en forvandling. I den lutherske og katolske tradition sker forvandlingen ex opera operato, hvilket betyder, at forvandlingen sker automatisk, når handlingen udføres - uafhængig af modtagernes tro. I begge traditioner anskues nadveren som nådesmidler, hvilket betyder, at vi ved at spise elementerne modtager Guds nåde.

Kirkecenter Livets Kilde afviser både den katolske og den lutherske forståelse af Kristi nærvær i nadveren og er i stedet placeret i den anden del af spektret, hvor vi finder den reformerte tradition.

Den reformerte tradition er bred i sin nadverteologi, men kan inddeltes i tre overordnede positioner, som alle er teologisk acceptable i Livets Kilde.

I Huldrich Zwinglis memorialisme forstås nadveren som et symbol, der peger hen på en åndelig virkelighed. I memorialismen er nadveren i fokus som et mindemåltid og som et fællesskabsmåltid. Denne forståelse af nadveren er grundlæggende og bør indgå i enhver forståelse af nadveren.

I Heinrich Bullingers parallelisme er der ingen forbindelse mellem elementerne og Kristi legeme, men Helligånden handler parallelt med, at vi handler fysisk. Parallelt med, at elementerne spises fysisk, skaber Helligånden i os en åndelig enhed med Kristus.

I Jean Calvins instrumentalisme bruger Helligånden brødet og vinen til at meditere Kristi kød, blod og nærvær åndeligt. Helligånden forbinder os med den himmelske Kristus og giver ham til os åndeligt i nadveren. Dette kan sammenlignes med forkyndelse, hvor forkyndelsens ord ved Helligånden bliver Guds ord til mennesker, på samme måde bliver brødet og vinen til Kristi kød og blod for os åndeligt og til reel åndelig næring. Der findes eksempler i skriften, hvor Helligånden instrumentaliserer objekter som skygger, hænder og klude som meddeler Guds kraft eller nærvær (ApG 5, 15; 19, 11-12). Parallelismen og instrumentalismen anerkender den åndelige enhed, som Johannesevangeliet og Første Korintherbrev beskriver, i højere grad end memorialismen.

Konklusion

Uanset hvor man placerer sig på den reformerte del af spektret, er det vigtigt at understrege, at nadveren er en nådesmeddelelse og ikke et nådemiddel, og at nadverens kraft ligger i Kristus, som giver os nadveren og i hans offer, som nadveren peger tilbage på.

Nadveren er kun virkningsfuld i kontekst af det kristne fællesskab, hvor den modtages i tro, hvilket udelukker en forståelse af nadveren som virkende ex opera operato (blot den udføres).

Da nadveren ikke er et nådesmiddel, er der ingen grund til at have lukket nadverbordet, det vil sige kun for medlemmer, da den lokale menighed ikke har forudsætningerne for at se, om der allerede er tro til stede hos den, der modtager, eller om troen endog vækkes i forkyndelsen i nadveren. Da nadveren er en sund evangeliepraksis, der er med til at internalisere evangeliet og forme vore liv og kirker, og da nadveren er et kontaktpunkt med Kristus gennem fællesskabet, elementerne og handlingen, opfordrer vi til, at nadveren holdes ofte i menighederne og i hjemmene.

Teksten er uddrag fra bogen “SENDT - et øjebliksbillede af Apostolsk kirkes teologi og praksis" - udgivet af Apostolsk Kirke Danmark