Skabelsesordenen er hellig
I en tid hvor meget forandrer sig, må vi huske på, at Gud er uforanderlig. Han forbliver den samme, Hans Ord, løfter og værdier står urokkeligt fast. Gud er en hellig Gud, og det Han har helliget forbliver helligt!

Meget af vores forståelse tager sit udgangspunkt i skabelsen (1 Mosebog): ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” - ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.”

Som mand og kvinde
Vi kan ikke vie to af samme køn, men det siger intet om vores hjertes indstilling til den homoseksuelle. I stedet fortæller det om vores syn på ægteskabet, og det ændrer ikke ved, at vi insisterer på at møde den homoseksuelle ligeværdigt i respekt og med kærlighed.

Som kirke har vi ikke ret til at ændre ved ægteskabets karakter. Ægteskab er ikke en menneskeskabt institution, men er gudgiven. Den hæver sig op over tid og rum og strækker sig fra skabelsen af Adam og Eva frem til brylluppet mellem Kristus og bruden.

Dette faktum er et pejlemærke, et fyrtårn, en retning at følge for alle, midt i vores brudthed. Vi tør ganske enkelt ikke røre ved det, som er givet os, og vi vil heller ikke røre ved det.

Bibelen taler om hellighed. Gud er hellig. Livet er helligt. Templet er helligt. Pagtens ark med lovens tavler var hellig. Ingen måtte røre ved dem. Ægteskabet mellem en mand og en kvinde er helligt.

I vores tid har vi mistet forståelsen for, at der findes noget, som er urørligt; noget, vi ikke kan ændre på; noget absolut. Meget kan tilpasses individet, men nogle gange er vi nødt til at erkende, at individet må bøje sig for det, som er større end det selv.

Sådan også med det kristne ægteskab. Uanset hvor meget åbenhed og velvilje vi ønsker at udvise, har vi ikke ret til at ændre ved ægteskabet som det stærkeste billede på Guds enhed, sådan som han gav os det i foreningen af Adam og Eva. De var to, der blev ét, ligesom Gud er tre og dog én.

For det første har vi som nævnt ikke ret til at ændre på ægteskabet, da det er indstiftet af Gud. Derfor har vi på dette punkt ikke et valg.
For det andet er definitionen på diskrimination, at man behandler to ens situationer forskelligt. Men der er ikke tale om to ens situationer, når det drejer sig om kirkelig vielse eller velsignelse af en mand og kvinde og en med to af samme køn. Der er to forskellige scenarier, efter vores mening, og derfor ikke sammenlignelige.

Men Gud ønskede ikke, at syndens forvrængning skulle få det sidste ord. Han træder frem som helbrederen – og ikke som dommeren – der vil genoprette det, der blev ødelagt.

Når den ortodokse kristen tegner et billede af frelsen, tegner han den tomme grav. ”Kan du se? Graven er tom! Kristus vandt over døden. Syndens vilkår er brudt. ”Ja, du er en synder…men det er jeg også.”
Homoseksualitet er en del af syndefaldet, og at syndefaldet også har ramt min seksualitet (og alle andre områder af mig). Og dermed står vi begge ligestillet i vores behov for Guds frelse.

Bibelen forholder sig til homoseksualitet som synd – som i AKTIV HANDLING og livsstil.
Man kan blive medlem af Kirkecenter Livets Kilde, også hvis man ikke er tiltrukket af det modsatte køn, men derimod oplever sig som homoseksuel, tiltrukket af det samme køn, men ikke lever i et aktivt udøvende seksuelt forhold - men derimod lever i cølibat. – denne vil også have mulighed for at have en tjeneste i menigheden.

Vi må have respekt for det enkelte menneske, der hvor de er, der hvor Gud møder dem.
Vi må lytte mere end vi taler og giver vores mening til kende.

Tekst: Mikael Wandt Laursen - citater fra bogen "Tro, kirke og homoseksualitet"
tilføjelser: Frank Ahlmann Kristensen