For at udruste de hellige til at gøre tjeneste...

Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere  for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. (Ef 4, 11-13)

Peter Halldorf - Svensk forkynder

  PETER HALLDORF:

En prædikant er ”Herrens vidne”. Han går ikke sit eget ærinde, er ikke hovedpersonen i sin egen forestilling. Det budskab, han, eller hun, træder frem med, er hverken nyt eller originalt. Han forvalter ikke sine egne eller andres tanker om Gud. Han kommer ikke med moderne påfund. Prædikanten vidner om, hvordan Gud har åbenbaret sig for verden, i overensstemmelse med hvad Skriften siger, og hvad kirken har forkyndt, ”altid og overalt”.

Men prædikantens ord er ikke bare en gentagelse af Bibelens beretninger. Et vidne taler ud fra sin egen erfaring. En prædikant taler, fordi beretningerne er blevet nutidige for ham. De har udspillet sig i hans eget liv, og han kan derfor sige med evangelisten Johannes: ”Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer” (1 Joh 1,3). Sådan siger den, der ikke taler om sig selv, men alligevel lever i hvert eneste ord, der kommer fra hans læber.

”Han brændte af en flammende kærlighed til Guds ord, en kærlighed, han tændte hos alle os, der lyttede,” fortæller man om en af 200-tallets prædikanter, Origenes. Før en prædikant selv oplever, hvordan ordene er som en ild i hans indre, gør han klogest i at tie.

Prædikenen bliver til på et sted, hvor prædikanten mere har Gud end sin menighed for øje. Det er gennem bønnen, den får sin vellugt. Det er på knæ, den får sin ånd. Det, der bliver født i det skjulte, bliver til et levende Ord i det offentlige rum.

I det skjulte bliver prædikanten så frigjort fra mennesker, at kærligheden til dem, han har foran sig, er større end frygten for, hvordan man vil modtage hans prædiken.

Det er i lønkammeret, han kan finde hvile i sig selv og i Gud, så han kan blive bevaret fra fristelsen til at bruge prædikestolen som platform til at blive set og få bekræftelse. Det er i lønkammeret, han bliver gennemlyst, så hans tale og forkyndelse ikke overbeviser med sin talekunst og visdom, men ”med Ånd og kraft som bevis”, som Paulus skriver til Korinth (1 Kor 2, 1-5).

Det er der, i det skjulte, at Guds nød for menneskers frelse – prædikenens store og eneste motiv – bliver en tung byrde i hans eget hjerte.

- uddrag fra bogen "Der brænder en ild"

Watchman Nee - kinesisk forkynder og martyr